Efter at familien Holmbom besluttede at lukke deres sengetøjsbutik
Schmeltz på Stændertorvet 6 i 1993, solgte de til naboen og min far Bent
Flensborg fik derved et dejligt kontor i baglængen.
Bindingsværksidyl, nede ved jorden, ugeneret og med dejlig have. Her
arbejdede han i de næste 10 år med at sætte sin far Andreas Flensborg et
minde ved at samle og katalogisere en stor del af de postkort fra Roskilde og
omegn som var blevet udgivet af Flensborgs Boghandel fra begyndelsen af 1900. En
dag i 98 foreslog jeg ham at vi skulle samarbejde om at lægge hans samling på
internettet.
Jeg var web-master og han skrev og tegnede om hvordan det skulle se ud.
Det var et sjovt og til tider anstrengende job om aftenen med at finjustere
detaljer som Bent Flensborg havde opdaget på internettet og han helmede ikke før
jeg havde rettet det. Det ku' drive mig til vanvid, ja.. og nu savner jeg det og
selvfølgelig den kontakt jeg havde med min far som altid havde et smil og en hjælpende
hånd parat. Men tid til at snakke, det havde han ikke meget, postkortsamlingen
var hans altopslugende interesse de sidste år. Kom når vi åbnede om morgenen,
havde madpakke med og kørte hjem kl. 17.
Han lavede bl. a. en herlig udstilling til boghandelens 125 års jubilæum
i 1999 , og den stod i 3 år til beskuelse i min oldefars gamle spisestue mod Stændertorvet.
Internetsamlingen på www.bogide.dk nåede desværre ikke at blive helt færdig,
men som vi var enige om, så er en samling ikke så sjov hvis den er fuldkommen.
Han kommunikerede med flere »samlervenner« og der var stor glæde når
et af de gamle postkort blev fundet og indlemmet i samlingen. Min bedstefars
gamle voksdugsnotesbog med de ca. 1700 postkort noteret var grundlaget.
Internetsamlingen kan anbefales - der kan udskrives i en rimelig opløsning.
Webmaster vil forsøge at koble lidt mere af Bent Flensborgs materiale på
samlingen fremover. Bent Flensborg beherskede internet og tekstbehandling, men
det var nu lettere da jeg kunne glæde min far ved at præsentere er nyt afsnit
på nettet og han selv kunne klikke sig ind. Rare menesker skrev til ham på
sidens gæstebog og det glædede ham meget.
Per Flensborg